Common Rail-indsprøjtningssystem.

Høj ydelse og god brændstoføkonomi er ikke modsætninger. Common Rail-indsprøjtningssystemet i BMW dieselmotorerne sikrer lavere forbrug, færre emissioner, forbedret motorakustik og en roligere motorgang.

Common Rail-indsprøjtningssystemet garanterer optimale og effektive blandingsforhold og perfekt forbrænding i BMW dieselmotorerne. Som hovedregel gælder det, at jo højere indsprøjtningstrykket er, jo mindre bliver brændstofdråberne, og dermed opnår man bedre forbrænding.
Det væsentlige kendetegn ved Common Rail-systemet er, at indsprøjtningstrykket kan genereres uafhængigt af motorens omdrejningstal og indsprøjtningsmængden. Adskillelsen af trykgenerering og indsprøjtning sker ved hjælp af en trykakkumulator, den såkaldte Rail. Trykgenereringen sker via en radialstempelhøjtrykspumpe, der tilfører brændstoffet til trykakkumulatoren. Indsprøjtningsdyserne er forbundet til trykakkumulatoren med korte højtryksrør. Indsprøjtningsdyserne, der udgør hjertet i systemet, har til opgave at føre brændstof korrekt ind i forbrændingskammeret. En præcist timet impuls fra styreenheden til ventilen i indsprøjtningsdysen starter indsprøjtningen. Åbningstiden og systemtrykket afgøres af den indsprøjtede mængde.
Desuden kan brændstoffet pr. forbrændingscyklus deles op i flere individuelle indsprøjtninger: Efter forindsprøjtningen af ganske små mængder brændstof følger hovedindsprøjtningen samt efter behov flere efterindsprøjtninger. Mens forindsprøjtningerne skaber en jævn trykstigning i forbrændingskammeret og dermed formindsker forbrændingsstøjen, står efterindsprøjtningerne for efterbehandlingen af udstødningen – tilbageværende sodpartikler forbrændes derved bedre.
Sammen med en kraftig styreenhed og indsprøjtningsdyser med snævre tolerancer sænkes forbrug og emissioner markant med Common Rail-indsprøjtningssystemet, og samtidig forbedres motorydelsen og gangkulturen.