Head-up display.

Intelligent ergonomi for suveræne køreoplevelser – head-up displayet giver dig vigtige oplysninger direkte i dit synsfelt. Det virtuelle billede projiceres op på forruden og kan her aflæses let uanset lysforholdene. Dermed kan centrale køredata såsom hastighed eller navigationsanvisninger aflæses betydeligt hurtigere, da du ikke behøver flytte blikket fra forruden.

BMW biler med head-up display kan genkendes på en lille firkantet fordybning i instrumentbordet. I denne fordybning befinder der sig en projektor, der via et spejlsystem projicerer et tydeligt billede op på en delvist reflekterende overflade på forruden i kørerens synsvinkel. Dette virtuelle billede vises i en størrelse på ca. 18 x 10 cm og ses i en afstand på ca. to meter ved enden af motorhjelmen.
Via denne projicering, hvor hver eneste pixel skabes af en individuel transistor, kan køreren fx se hastigheden, navigationsanvisninger eller værdier fra Check Control og den aktive fartpilot – uden at det er nødvendigt at fjerne blikket fra vejen.
På den måde er det fx nemmere at overholde hastighedsbegrænsninger, idet køreren hele tiden kan se den aktuelle hastighed. Også betjeningen af navigationssystemet bliver markant lettere, da pilene, der viser retningen, vises direkte på forruden.
Den tid, hvor blikket er fjernet fra vejen, reduceres til halvdelen med dette display, og risikoen for at overse den forankørendes bremselygter bliver betydeligt mindre. Også om natten kan navigationssystemets anvisninger ses, uden at det er nødvendigt at kigge på instrumentbordet.