Variabel twin turbo-dieselmotor.
Den variable twin turbo-teknologi gør den 4-cylindrede og den 6-cylindrede række-dieselmotor fra BMW til en højtydende motor. Takket være twin turboen opnås der præstationer, som hidtil har været forbeholdt 8-cylindrede motorer med en større slagvolumen. Ikke desto mindre er både emissionsværdierne og forbruget forbilledligt lavt.
Takket være indførelsen af direkte indsprøjtning med Common Rail og udstødningsturboladerteknikken med variabel turbinegeometri er dieselmotorerne blevet løbende forbedret i løbet af de seneste år.
I forbindelse med indførelsen af twin turbo-teknologien Variable Twin Turbo i de 4-cylindrede og de 6-cylindrede rækkedieselmotorer har BMW foretaget et nyt kvantespring inden for udviklingen af motorer. For med denne teknologi er det ikke blot lykkedes at øge motorens ydelse med 25 procent. Den har også løst en anden problematik, nemlig den forsinkede respons ved lave omdrejningstal og ønsket om at have store kraftreserver at trække på.
Hjertet i Variable Twin Turbo består af to turboladere af forskellig størrelse. De er i modsætning til en almindelig dobbelt turbo (hvor to turboladere anvendes parallelt) ikke monteret parallelt, men efter hinanden. De arbejder hånd i hånd og sikrer afhængigt af omdrejningstallet både hver for sig og sammen kompressionen. Takket være den komprimerede indsugningsluft kan brændstoffet forbrændes mere effektivt i cylinderen.
Ved lave omdrejningstal strømmer indsugningsluften gennem den inaktive store turbolader og komprimeres i den lille turbolader.
I det midterste omdrejningsområde forkomprimeres luften i den store turbolader og højkomprimeres derefter i den lille turbolader. Ved højere værdier er det kun specialisten inden for høje omdrejningstal, der arbejder, og det vil sige, at luften nu kun komprimeres i den store turbolader.
På trods af de sportslige præstationer ligger brændstofforbruget i forbindelse med twin turbo-dieselmotoren forbilledligt lavt i henhold til EU's standarder. Takket være dieselpartikelfilteret, der er standard, opfylder den sågar udstødningsnormen EU4.